ØREGANGSBETÆNDELSE:
Mange hunde får på et eller andet tidspunkt betændelse i øregangen. Årsagerne kan være mange, men som ejer skal man være opmærksom på symptomerne. Hvis ens hund pludselig hælder med hovedet mod den ene side, øret begynder at lugte eller væske, bør man søge dyrlæge.
Ofte er det kun det ene øre, der giver problemer og hos dyrlægen undersøges øregangen med et otoskop. Det er at sammenligne med en lille kikkert indeholdende en lille lygte. Øregangen hos en hund går først lodret og derefter vandret og med den lille kikkert er det muligt at undersøge hele øregangen, hvor man uden kun kan undersøge den lodrette del af øregangen.
Det der kigges efter er et evt. fremmedlegeme, som oftest i form af et græsstrå, om trommehinden er intakt, om der er pus, evt. polypper eller for meget hår i øregangen.
Behandlingen relaterer sig til den enkelte diagnose. Er der tale om et græsstrå fjernes dette, nogle gange i bedøvelse, da hunde er meget følsomme for berøring i øregangen og strået kan sidde grundigt fast.
Er der tale om pus kan det være nødvendigt at skylle øret i bedøvelse for at få et ordentligt overblik og konstatere, om trommehinden stadig er intakt. Er den det, skal øret lokalbehandles med øredråber i 8-10 dage, men er trommehinden sprunget, er det direkte kontraindiceret at hælde noget i øret, da det kan påvirke både mellemøret og det indre øre og dermed også balancen.
I stedet gives antibiotika som tabletter, og når trommehinden så er helet efter 4-5 dage, kan øret også behandles med øredråber.
Uanset hvad der er årsag til øregangsbetændelsen er det vigtigt, at man ikke bare som hundeejer putter et eller andet i øret i troen på, at det "nok hjælper".
Helle Busk, fagdyrlæge
Juni 2008