PKD (Polycystic kidney disease).
PKD, eller som det hedder på dansk, cystenyrer, er en arvelig nyrelidelse. Den nedarves autosomal recessivt, dvs. at den rammer både tæver og hanner og først ses, når to bærere tilfældigvis bliver parret.
Sygdommen er karakteriseret ved forekomsten af væskefyldte cyster af forskellig størrelse i nyrevævet, og for Cairn terrier kan cysterne også findes i levervævet. Cysterne vokser og medfører, at nyrerne efterhånden bliver store og irregulære. Antallet, størrelsen og placeringen af cysterne i nyrevævet varierer mellem de enkelte hunde, hvilket også medfører, at sygdommen kan ses hos helt unge dyr, men også først vise sig langt senere. Det sidste er især problematisk hos avlsdyr, som kan have parret / født, før symptomerne viser sig.
De kliniske tegn vil variere efter, hvor dårligt nyrerne fungerer, men vægttab, øget drikkelyst kombineret med store tissetåre, er de mest almindelige symptomer og oftest de symptomer ejer reagerer på. Madlede, opkast og diarre samt dårlig pelskvalitet kan være andre symptomer.
Ovenstående symptomer ses ved de fleste kroniske nyrelidelser, og diagnosen stilles dels ud fra klinikken, suppleret med blod-og urinprøver men især ved ultralydsscanning, hvor det som oftest vil være muligt at se cysterne. Der findes ikke på nuværende tidspunkt en DNA-test til diagnosticering af PKD hos hunde, så udover ultralydsscanning kan den endelige diagnose kun bestemmes ud fra en nyrebiopsi.
Som ved andre kroniske nyrelidelser er det ikke muligt at helbrede sygdommen. Behandlingen går ud på at forebygge, dvs. give et foder, der belaster nyrerne så lidt som muligt samt supplere med medicinsk behandling, i den udstrækning det er muligt.
Fagdyrlæge Helle Busk
August 2011
Referencer:
Shelly L. Vaden, USA: Familial renal diseases of dogs and cats. Proceedings of the International SCIVAC Congress 2010 - Rimini, Italy.
Catherine Layssol, Yann Queau, Hervé Lefebvre: Genetic aspects of canine kidney disease. Vol 17, No 2/ 2007. Veterinary Focus.
