Retningslinjer for racerepræsentantskabet i Dansk Terrier Klub

§ 1. Formål

Formålet med racerepræsentantskabet er at varetage de enkelte racers samt Dansk Terrier Klubs særlige interesser.

§ 2. Valg

  • Valgbarhed følger DTK’s love -dog med den indskrænkning, at valgbarhed og stemmeberettigelse kun finder sted inden for de enkelte racer. Stemmeberettigelse kræver min. 3 mdr.s medlemskab af DTK . Kun ordinære, første års hvalpekøbere og familiemedlemmer der har en race stambogsført i FCI eller FCI anerkendt organisation har stemmeret.
  • Betingelsen for at være valgbar og stemmeberettiget i en race er, at man er ejer af den pågældende race og opfylder DTK’s love § 5 stk. 5 og § 16 stk. 2 Racerepræsentanten kan kræve dokumentation for ejerskab af racen samt kopi af stambog såfremt der opstår tvivl om dette.
  • Der er valg til racerepræsentantskabet på lige år.
  • Forslag til kandidater skal være DTK’s formand i hænde senest 1. September i valgåret.
  • Kandidater, der ønsker at modtage valg, skal opstille deres kandidatur senest 1. September i valgåret til DTK’s formand, skriftligt. Dette gælder også den siddende racerepræsentant.
  • Det er muligt at kandidaterne indsender deres præsentation direkte til TN. Alle kandidater vil blive præsenteret på racens hjemmeside via racerepræsentanten eller webteam.
  • Information og Online afstemning offentliggøres via ”min side”. En online afstemningsperiode skal være minimum 14 dage.
  • Resultatet bliver offentliggjort af ekstern revision til klubbens formand, som formidler dette til den enkelte racerepræsentant.
  • Almindelige stemmeflertal blandt racegruppens medlemmer afgør, hvem af kandidaterne der skal beklæde posten som racerepræsentant.
  • Racerepræsentanten udpeger selv sin medhjælpende racerepræsentant for et år ad gangen. Ønsker racerepræsentanten at udskifte sin medhjælpende racerepræsentant, kan dette ske med 1 måneds varsel.
  • Navnet på medhjælpende racerepræsentant offentliggøres umiddelbart efter på racens hjemmeside.
  • Racerepræsentanten kan afsættes af bestyrelsen, såfremt bestyrelsen finder tungtvejende grunde hertil, herunder dokumenteret bevidst misligholdelse af retningslinjerne.
  • Er der ingen modkandidater, kan den siddende racerepræsentant fortsætte endnu en valgperiode såfremt de har meddelt deres kandidatur.
  • Er der ingen kandidater og ønsker den siddende racerepræsentant ikke at fortsætte, vil bestyrelsen udpege en ny racerepræsentant.
  • Valgperioden er to år startende 1. januar -ulige år.
  • Tillidsposter indenfor racen kan tildeles medlemmer, der aktuelt ikke ejer racen, f.eks. gamle opdrættere, der ikke mere er aktive, men som har stor viden om racen. Racerepræsentantskabet skal give samtykke til dette og kan evt. tage bestyrelsen med på råd.

§ 3. Fratræden

  • Hvis racerepræsentanten ønsker at fratræde midt i en valgperiode, eller ikke ønsker at genopstille, skal dette meddeles bestyrelsen skriftligt. Medhjælpende racerepræsentant fratræder samtidig med racerepræsentanten. Racerepræsentanten kan fortsætte arbejdet, til der er valgt eller udpeget en ny.
  • Såfremt den medhjælpende racerepræsentant ønsker at fratræde, meddeles dette skriftligt til racerepræsentanten. Herefter kan der udpeges en ny medhjælpende racerepræsentant for resten af valgperioden.
  • Når en racerepræsentant fratræder, skal alt materiale han/hun har modtaget tilsendes den nye racerepræsentant indenfor 14 dage.
  • Regnskab sendes til hovedkassereren og ny racerepræsentant. Undladelse af fremsendelse af regnskab kan medføre disciplinære sanktioner i DKK og DTK.

§ 4. Rettigheder og pligter

  • Racerepræsentanten får ved tiltræden udleveret diverse materialer tilhørende racen.

Al modtaget materiale og materiale der i perioden udarbejdes af racerepræsentanten/racegruppen, tilhører til enhver tid Dansk Terrier Klub som har fuld brugsret til materialet. Ved fratrædelse skal alt materiale overdrages til bestyrelsens ansvarlige for racerne i DTK. Udarbejder racen sider på sociale medier, tilhører disse også Dansk Terrier Klub samt indholdet af disse. Der skal endvidere altid bruges klubbens officielle logo på materialet samt sider.

Kommunikation til medlemmer

Terrier Nyt og Racens hjemmeside er de officielle kommunikationsmedier Ønsker man at gøre brug af feks sociale medier er dette blot et supplement.

Racen skal gøre brug af DTK´s officielle hjemmeside og oprette/opdatere en sådan, via DTK Webteam.

Det er ikke tilladt at oprette nye hjemmesider udenfor DTK regi, og det er ikke tilladt at bruge DTK midler til betaling af en ekstern hjemmeside. Endvidere er det ikke tilladt at oprette hjemmesider der ejes og drives i privat regi.

Opdrætterlisten/Hvalpelisten på DTK’s hjemmeside og racens hjemmeside må udelukkende nævne opdrættere, der er medlemmer af Dansk Terrier Klub. Det er racerepræsentantens ansvar at fjerne inaktive links til opdrættere.

Sociale medier:

Alle officielle sider der oprettes, er DTK ejendom og skal overdrages til DTK om nødvendigt.

Al indhold, tekst og billeder på disse sider er til enhver tid DTK´s ejendom.

Det er racerepræsentantens pligt at informere bestyrelsen om ”Skadelig omtale af Dansk Terrier Klub, klubbens arrangementer eller tillidsvalgte personer”.

Dette kan medføre at man kan blive afvist som medlem og udelukket fra aktiviteter arrangeret af DTK herunder Udstillinger.

Endvidere kan der sanktioneres i henhold til DTK’s love § 19. Ved gentagne grove overtrædelser vil bestyrelsen indgive sagen til behandling i DKK’s disciplinærnævn.

  • Både racerepræsentanten og den medhjælpende racerepræsentant kan tilgå medlemsinformationer online via klubbens hjemmeside og online medlemskartotek. Listen må kun anvendes i DTK-regi og må på ingen måde anvendes kommercielt eller vidergives til 3 part. Det er kun racerepræsentanten, medhjælpende racerepræsentant samt webmaster der må have adgang/login til racens hjemmeside og medlemskartotek. Bestyrelsen kan i specielle tilfælde fravige dette.
  • Racerepræsentanterne er såvel racens som DTK’s officielle ansigter/stemmer og forpligter sig til at arbejde for udbredelse af kendskab til såvel race som klub.
  • Racerepræsentanterne skal arbejde i racens interesse og vise loyalitet og samarbejdsvilje over for alle medlemmer af racen og klubben. Man er som racerepræsentant udelukket fra at sidde som tillidsvalgt i konkurrerende klubber uden bestyrelsens forudgående godkendelse.
  • Racerepræsentanten modtager fra DKK og DTK alle papirer vedrørende racen. Disse papirer skal opbevares og tilbageleveres til det bestyrelsesmedlem, der er ansvarlig for racerne efter endt valgperiode.
  • Racerepræsentanterne skal afholde racemøde 1 x årligt, hvor alle medlemmer inviteres. Mødet kan aflyses ved mindre end 5 tilmeldinger. Hvis der blandt racemedlemmerne fremsendes ønske om det, kan der afholdes ekstraordinært racemøde. Indbydelse via TN, hjemmesiden eller pr mail via ”nyhedsbrev” på hjemmesiden. Bestyrelsen kan deltage i mødet.
  • I de racer, hvor der er tiltrådt ny racerepræsentant, skal der indkaldes til racemøde inden for de første 3 mdr. Dog kan der efter aftale med bestyrelsen aftales andet.
  • Dagsorden for racemødet skal udsendes pr mail til deltagerne samt opdateres på hjemmesiden 30 dage inden mødet afholdes. Alle medlemmer i racegruppen kan sætte punkter på dagsordenen. Forslag til afstemninger i racen, skal fremgå tydeligt af dagsordenen.
  • Racerepræsentanterne skal tages med på råd i fastsættelse af regler for avl og opdræt. De er i disse forhold ansvarlige for, at racegruppens meninger forelægges bestyrelsen inden endelig beslutning tages. Praksis vil være, at racerepræsentanten lægger forslag frem til afstemning for racens medlemmer ved annoncering i TN eller online afstemning.
  • Der kan ikke foretages urafstemning i racegruppen om avlsrestriktioner/avlsanbefalinger, før emnet har været behandlet og vedtaget ved afstemning på et racemøde. Undtaget er avlsrestriktioner indført af DKK eller FCI. Afstemninger der ikke vedrører avlsrestriktioner eller avlsanbefalinger, kræver ikke urafstemning men kan alene afgøres ved simpelt flertal på et racemøde.
  • Sender racerepræsentanterne materiale ud til racegruppen, skal bestyrelsens kontaktperson have kopi.
  • Bestyrelsen skal rådføre sig med racerepræsentanterne i dispensationssager, der vedrører avlsgodkendelse.
  • Racerepræsentanterne har en forpligtigelse til at orientere om arrangementer under racen i TN og på racens hjemmeside, således at disse bliver bekendt for alle medlemmer af DTK, men specielt for racens medlemmer.
  • Der kræves som minimum støtte medlemskab af DTK for at deltage i klubbens aktiviteter. Med undtagelse af udstillinger/skuer, prøver og træning samt arrangementer der ikke kræver tilmelding

”Online betalingsformular” skal i alle tilfælde benyttes via klubbens hjemmeside, når der er aktiviteter der er forbundet med både tilmelding/betaling.

  • Hver racegruppe kan disponere over en side i TN. Yderligere pladsbehov aftales med redaktøren.
  • Racerepræsentanterne bestræber sig på at der sendes indlæg eller info om racen i racespalten i TN og på hjemmesiden.
  • Racerepræsentanterne opfordres til samarbejde med andre racer og med DTK’s kredse.
  • Racerepræsentanterne skal besvare alle henvendelser vedrørende racen inden 14 dage.
  • Racerepræsentanterne er ansvarlige for at DTK’s bestyrelse, racesiden og TN gøres bekendt med egen adresse-, telefon-og e-mail-ændringer, således at medlemskartoteket altid er ajourført.
  • Racerepræsentanterne kan nedsætte udvalg til varetagelse af specifikke opgaver indenfor racen.
  • Racerepræsentanterne skal ved henvendelse vedr. hvalpeforespørgsel henvise til hvalpelister hos DTK og må ikke forfordele egne eller andres hvalpe.
  • Racerepræsentanten kan kræve dokumentation for ejerskab af racen, såfremt der opstår tvivl om dette i forbindelse med valg indenfor racen.

§ 5. Økonomi

  • Racegruppen har egen økonomi -baseret på indtægter ved aktiviteter i racen. Ved arrangementer der økonomisk har potentiale til at overstige racens kassebeholdning skal der forud for arrangementet foreligge en ansøgning samt et af bestyrelsen i DTK godkendt budget. DTK dækker efter et godkendt budget et evt. underskud.

Regnskab skal udarbejdes for alle arrangementer uanset, type og skal indgå i årsregnskabet som tilgængelige bilag. DTK´s officielle regnskabsark skal benyttes.

  • Racegruppen kan ansøge DTK’s bestyrelse om økonomisk tilskud i forbindelse med afholdelse af et race-arrangement eller deltagelse for racerepræsentanterne i diverse møder.
  • Det påhviler den siddende racerepræsentant at løbende opdatere og føre regnskabet for racen.
  • Regnskabet skal være tilgængeligt for DTK’s bestyrelse og revision, og på opfordring af bestyrelsen fremsendes inden 14 dage.
  • Regnskabet for racen lægges frem ved det årlige racemøde. Årsregnskab kan rekvireres af racegruppens medlemmer.
  • Racegruppernes regnskabsår følger kalenderåret.
  • Regnskabet skal indsendes til DTK’s bestyrelse (kasserer) senest den 1.februar. Regnskabet indgår i klubbens årsregnskab.
  • DTK´s bestyrelse opretter i samarbejde med racerepræsentanterne en konto hvor begge racerepræsentanter har adgang.
  • DTK´s bestyrelse godkender, at der bruges et max beløb på 350 kr pr. person fra racens kassebeholdning, til sociale arrangementer 1 x årligt. Den samlede udgift må max være 10 % af indestående.

Ønsker man i særtilfælde at øge beløbet, skal der indsendes ansøgning til DTK´s bestyrelse, senest 1 måned før arrangementet afholdes. Sociale arrangementer kan være f.eks. julefrokost afslutning etc.

§ 6. Internet

  • DTK har en officiel hjemmeside: http://www.dansk-terrier-klub.dk
  • Hver race har deres egen raceside som underside der skal anvendes til videregivelse af information til racegruppens medlemmer.
  • Racerepræsentanterne skal udarbejde en officiel racehjemmeside, som de er ansvarlige for. Hjælp til udarbejdelse af en sådan hjemmeside fås ved henvendelse til DTK’s webteam.
  • Racen skal have sin web-adresse i TN under logoet i racespalten.
  • Racens hjemmeside må kun være kommerciel i omfang af annoncer fra eksterne partnere der betaler/modydelse for annoncen. Dog aldrig i konkurrence med vores hovedsponsor.
  • Racens hjemmeside må kun linke til klubbens officielle hvalpeliste, www.hvalpelisten.dk
  • Racens hjemmeside skal indeholde oplysninger om: Racen, arrangementer, oversigt over kenneler, hvor indehaveren er medlem af DTK samt oplysninger af almen interesse for racen, herunder racestandarden. Opdrætterliste på DTK’s hjemmeside og racens hjemmeside må udelukkende nævne opdrættere, der er medlemmer af Dansk Terrier Klub.
  • Racerepræsentanterne er ansvarlige for opdateringer. Bestyrelsen i DTK er hovedansvarlig for racernes hjemmesider og dets indhold. Bestyrelsen kan pålægge racerepræsentanten at siden revideres ved at begære informationer sat på eller taget af.
  • Online afstemning skal anvendes i alle henseende. Dog skal emnerne altid tages op på et racemøde, og herefter iværksætter man online afstemning.

§ 7. Raceudstillinger

  • De racer, der ønsker at afholde en certifikatudstilling selv eller sammen med enkelte andre racer, skal sende en skriftlig ansøgning til bestyrelsen mindst 12 mdr. før udstillingen ønskes afholdt.
  • Samme race kan højst få godkendt en ansøgning hvert 3. år.
  • I ansøgningen skal dato, sted og dommer (navn og adresse) være anført.
  • Ansøgningen skal også indeholde en begrundelse for afholdelsen af udstillingen, f.eks. et jubilæum.
  • Det er racens opgave selv at indhente forhåndstilkendegivelse om den pågældende dommer. Derefter overgives ansøgningen til Udstillingsudvalget.
  • Ønsker racen efterfølgende at foretage dommerændring eller at flytte udstillingen, skal der søges skriftligt om dette.
  • Hvis det er en én dags DTK-udstilling, så kan raceudstillingen afholdes modsatte dag i samme weekend, hvis det er i samme landsdel.
  • Udstillingslederen skal naturligvis sørge for nøje at følge bestyrelsens anvisninger samt bestemmelserne i DKK’s reglement for udstillinger.
  • Der kan ikke uddeles nogle Klub Certifikater på disse udstillinger.

§ 8. Racerepræsentantskabsmøder

  • Afholdes 1 gang årligt. Der indkaldes via TN eller på mail til alle.
  • På dette møde diskuteres alt vedrørende tillidshvervet som racerepræsentant.
  • DTK’s bestyrelse yder ved ansøgning tilskud på max kr. 500,00 for 1 deltager for de racer, der ikke selv har kassebeholdning. Tilskuddet kan ikke overstige den faktiske omkostning.
  • Ca. 14 dage inden mødet udsendes en deltagerliste samt en dagsorden, således at man har mulighed for at arrangere samkørsel og forberede sig.

§ 9. Årskonkurrencer

  • Racerepræsentanterne skal arrangere årskonkurrencer i deres race.
  • Årets hund/hunde i racen kåres ud fra disse konkurrencer.
  • Racerepræsentanterne holder regnskab med pointtildeling til kåring af Årets DTK Racevinder
  • Årets DTK racevinder offentliggøres i TN 6 eller TN 1 meget gerne med billeder. Racerepræsentanterne er ansvarlige for dette.
  • Det er den siddende racerepræsentants pligt at sørge for senest på årets sidste udstilling at oplyse bestyrelsens repræsentant for racer om ”Årets DTK racevinder”. Oplysningerne skal være: Stambogsnavn og nummer samt ejers navn, adresse, telefon og email. Diplom kan rekvireres mod betaling af 50 kr i præmieshoppen, på dagen.
  • For at opnå point i konkurrencen om årets DTK racevinder skal hundens ejer være medlem af Dansk Terrier Klub både på den point givende udstilling, samt ved præmieoverrækkelsen på årets sidste udstilling. (Støtte medlemskab gælder ikke) Det er kun DTKs udstillinger der er point givende i Årets DTK Racevinder.
  • Pointsystem:

Bedst i racen: 25 point Bedst i modsat køn: 20 point BIK 2: 15 point BIK 3: 10 point

BIK 4: 5 point

Ved pointlighed vinder den med flest BIR, derefter BIM, ved fortsat pointlighed afgøres det af antal tilmeldte hunde i racen på de pointgivende udstillinger.

  • Vi åbner for at man sideløbende kan lave en samlet Årets “ RACENAVN” ved at lægge DKK point til i den form de eksisterer i dag.

Denne liste over DKK racevinder point ligger i dag på hundeweb hvor man får 5 point for BIR og 3 for BIM.

Bemærk dette er en sideløbende konkurrence/ titel. Årets DTK racevinder er stadig kun DTK udstillinger efter ovenstående pointsystem.

  • Racer kan afholde konkurrencer som årets junior, veteran, hvalp etc. Kravet er blot at ejer har DTK medlemskab og DTK-udstillinger er pointgivende, racen bestemmer selv point system for disse tillægs konkurrencer.
  • Fortolkning vedr. medlemskab / ejerskab:

Ejer/medejer af hunden skal, uanset om hunden er dansk eller udenlandsk, være ordinært medlem af DTK.

Dette kan kræves dokumenteret i form af ”officielt ejerbevis”* fra pågældende land, af racerepræsentanten eller bestyrelsens ansvarlige for racer.

(*med officielt ejerbevis henvises der til den registreret ejer/ejere i det pågældende lands kennelklub under FCI)

§ 10. Diverse

  • Såfremt der i DTK sker ændringer, som vedkommer racerepræsentanterne, vil de modtage disse og andre relevante oplysninger via mail.
  • Racerepræsentanterne kan indsende forslag til ændringer af retningslinjerne til det bestyrelsesmedlem, der er ansvarlig for racerne, inden udgangen af August. (Forslagene behandles på et bestyrelsesmøde og forelægges på racerepræsentantskabsmødet.)

Bestyrelsen.

Opdateret på bestyrelsesmøde 7/7-2019